Log på

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me

Foredrag om håb og tvivl i Mellemøsten

Osama-artikel

Osama Al-Erhayem vil i sit foredrag fortælle om situationen i Mellemøsten og stiller spørgsmålet ”hvad sker der på gaden, når folk ikke længere er bange for at ytre sig?”

Frivilligcenter & Selvhjælp Græsted og Osama Al-Erhayem inviterer til foredrag mandag den 2. november kl. 19 i centrets store lokale.

Osama Al-Erhayem vil med udgangspunkt i forholdene i Mellemøsten blandt andet fortælle om baggrunden for de strømme af flygtninge det medfører til nabolandene og Europa. For hvad er det, de flygter fra, og hvad kan vi gøre i Vesten for at hjælpe dem i deres egne lande?

Osama Al-Erhayem mener, at ”vi må erkende, at Mellemøsten er i store vanskeligheder. Det har i høj grad at gøre med griskhed fra vores side; på grund af ressourcer som olie, har vi været med til at støtte eneherskerne og diktatorerne, fordi de var nemme at lave aftaler med.”

Situationen i Mellemøsten har med det arabiske forår ændret sig i de senere år til, at borgere nu har mere frihed, og landene står nu over for nye udfordringer.

”Håbet er nu, at folk i Mellemøsten efter mange år med eneherskere begynder at bruge deres ytringsfrihed, men de mangler erfaring med den frihed. Der er mangel på samarbejde og koordinering i Mellemøsten, og det fører ofte til, at de er stædige og kompromisløse. Det har resulteret i terror og vold indbyrdes og gør, at den almindelige borger kommer i en håbløs tilstand i lande som Libyen og Syrien. Det er så den almindelige borger, der kommer i klemme, når samfundet ikke fungerer, fordi de ikke får deres løn eller mister deres arbejde.

Osama mener, at vi i Vesten ikke tænker nok på årsagen til, at flygtningene er her og situationen er ikke kun eskaleret det seneste stykke tid, men at den vil eskalere yderligere. ”Så hvad gør vi?” Spørger Osama, ”for de lande kan ikke holde til at miste den ungdom, som for øjeblikket strømmer ud af landene. Det er ikke godt for dem og ikke godt for os, for vi kan ikke nå at integrere dem hurtigt nok, og det fører til de frustrationer, som vi har i dag.”

Osama Al-Erhayem vil med sit foredrag lægge op til diskussion om, hvad der foregår, og hvad vi kan gøre, og han kommer endda selv med et forslag: ”Vi skal hjælpe dem til at forstå demokratiske institutioner. Vi skal hjælpe disse lande til at oprette institutioner, som gør, at den almindelige borger også bliver hørt. Eneherskeren har jo ikke haft interesse i at høre den almindelige borger. Alle skal kunne komme med deres meninger og forstå, at andre meninger også er okay.”

Midt i alle frustrationerne er det vigtigt for Osama at pointere, at der også er lyspunkter. For hvor det før i tiden var borgerne, som var bange er det nu konger og eneherskere, som er rigtig bange. For som Osama pointerer, ”hvad sker på gaden, når folket ikke længere er bange for at ytre sig?”

Tilmelding på 4839 4930 eller kontakt@frivilligcenter-graested.dk.

Fakta om Osama Al-Erhayem

Født 1941 og opvokset i Irak
Læst til ingeniør i Tyskland
Har boet og arbejdet i Danmark siden 1966
Gift med Inge-lise; har 4 børn og 6 børnebørn
Deltager i den offentlige debat om forholdene og politik i Mellemøsten
Har blandt andet medvirket i DR dokumentaren Tilbage til Bagdad (2003) og Farlig Frihed (2003)
Har senest været med i DR-dokumentaren Husker du… 2003 (2015)